Skip til primært indhold

Mød Lone

Jeanette mistede sin mor som kun 25-årig. Moren lå i respirator i 3 måneder, og havde det ikke været for sygeplejerske Lone, ville Jeanette ikke vide, hvor hun skulle have gjort af sig selv.

Sygeplejerske Lone til højre og Jeanette til venstre.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Hvorfor jeg blev sygeplejerske? Ja, det lå sådan lidt i kortene at gå i denne retning. Min mor var sygeplejerske, og min far var læge/praktiserende læge, så jeg er vokset op nærmest midt i en lægepraksis/konsultation. Jeg havde lige et par ”oprørske” år sidst i folkeskolen, hvor jeg ville være advokat. Men i løbet af gymnasiet stod det mere klart, at det skulle være sygeplejerske. Og efter et halvt år i England, hvor jeg arbejdede som ufaglært på et hjem for sclerosepatienter, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg ville lære, hvordan man plejer og behandler syge mennesker, og hvordan man hjælper dem videre på den anden side af deres sygdom. Og da mennesker er forskellige, tænkte jeg, at jeg ville få et arbejde, som aldrig blev ensformigt, og som altid ville være i konstant udvikling. Oven i det faglige og professionelle ville jeg også kunne sætte mit eget præg og derved skabe min egen vej i mit arbejde."

Hvad er det bedste ved dit job?

"Det bedste ved mit arbejde er, når jeg møder min patient og ved, hvordan jeg kan hjælpe denne patient, så en sygdomssituation bliver tålelig. Jeg er meget ydmyg over for den tillid, der vises mig fra patientens side. Samtidig er jeg klar over, hvor sårbar man som patient og pårørende fremstår. Men at blive lukket ind i dette sårbare ”rum” giver mig så meget lyst til at hjælpe, og mit job giver mig denne unikke mulighed. Det bedste ved mit arbejde er også mine kolleger. Det samarbejde og den sparring, jeg får fra mine kolleger, er også med til at forme den sygeplejerske, jeg er – for det er et arbejde, hvor man konstant er i udvikling med sig selv."

Hvad er det sværeste ved dit job?

"Det sværeste ved mit arbejde er også det bedste. Jeg møder mange skæbner på godt og ondt. Og ikke alle forløb ender, som man håber på."

Hvad er det mest spændende ved at arbejde på OUH, Intensiv afdeling V ITA2?

"Jeg har været på Intensiv i snart 24 år, og det er for mig det bedste sted at være. Først og fremmest arbejder vi en til en, det vil sige, at én sygeplejerske passer én patient. Det er totalt et privilegie at kunne koncentrere sig om én patient ad gangen. Patienter på en intensivafdeling er komplekse, og der er som regel flere problemstillinger på spil. Men at jeg som sygeplejerske har ansvaret for HELE patienten i alt, hvad der måtte være. Det er så spændende, og det giver mig muligheder for at planlægge min sygepleje individuelt til den enkelte patient, hvilket giver så meget mening for mig. Jeg kan se min patient i øjnene, og vi kan sammen aftale, hvad der giver mening, og hvad der ville føles godt. Så er Intensiv afdeling et sted, hvor dagen aldrig er givet på forhånd. Afhængigt af patientflow og patientkategori kan dagene veksle imellem akut travlhed og mere intens intensiv sygepleje – det er en afveksling, som jeg finder spændende. Det er en afdeling i konstant udvikling og dermed konstant læring og udvikling af mig selv. Jeg er vejleder for kommende intensivsygeplejersker, og det er også et arbejde, som giver mig rigtig meget, men det har også en betydning for min afvekslende hverdag."

Giv et eksempel på en eller flere situationer, hvor det var særligt meningsfyldt at være sygeplejerske.

"Et eksempel kan være modtagelsen af en akut dårlig patient. Sammen med afdelingens læge tager jeg imod patienten på Intensiv. Hvis patienter er vågne ved ankomst til Intensiv, er de ofte meget bange – man skal huske, at de kan føle sig truet på livet. At tage imod sådan en patient og have muligheden for at skabe tryghed og forvisning om, at vi gør vores ypperste for at hjælpe nu, det giver mening for mig. At jeg sammen med mit team af læger og sygeplejerske-kolleger fagligt og professionelt opstarter behandling og pleje, det er meget meningsfyldt for mig. At jeg kan tage imod patientens pårørende og forklare dem, hvordan vi hjælper netop deres far/mor/hustru eller mand og give dem en forsikring om, at vi passer godt på deres kære – at vi løbende vil holde dem orienteret. Her giver det mening for mig."

APPFWU02V